Så er vi hjemme igen og alt står vel til. Det er dejligt med gode naboer, der hjælper med at passe på huset, tømme postkassen osv.

Jeg har det stadig godt og håber, det er ovre for denne gang – og der må gerne gå 10 år, før jeg får et nyt anfald, men nu snakker jeg med min egen læge om det på tirsdag. Jeg kan høre, at der er rigtig mange, der har prøvet det, og mange er blevet opereret, også akut.

Og Diki er også hjemme igen og straks ude for at inspicere haven – jeg regner med at naboens kat har været på besøg, for han snusede meget rundt! Og så kom han med sit frygteligt ulækre kødben fra forleden, som tydeligvis havde været gravet ned. Da jeg havde skyllet det godt, var han glad for at få det igen. Det var sikkert det, han havde gravet ned, da han, lige nyvasket, dukkede op med et kæmpeskæg af tørre, visne blade, som han desværre havde rystet det meste af, inden jeg fik hentet kameraet (jeg skulle jo også lige grine af), men her der noget af det tilbage:

..hvis man kan forestille sig, at hele skægget var FYLDT med blade, det var en hel måtte af visne brombærblade! Nøj, hvor jeg grinede.

Nu er bilen tømt for mange sække puttetæpper, som vi modtog på Quiltefestivalen i Aulby, og flere hold sokker til børn på Fjordmark. Foruden Diki’s kurv + sækkestol, mad og legetøj og min beskedne bagage. Svigerdatteren har vasket mit tøj og givet mig aftensmad med hjem – jo der bliver sørget godt for mig!

Så nu skal jeg pakke ud, men regner med at gøre det i langsomt tempo.