..at plukke alle mine fine røde tulipaner, inden den voldsomme regn begyndte, der blev en kæmpestor buket, så naboen fik halvdelen. Så kan vi begge glæde os over dem et par dage, i stedet for at de ruskes og knækker i regnvejret.
Nu står det ned i tove, og det lyner og tordner.
Påskelilje-“hækken” har stået lige så flot, som den plejer:
Og jeg fryder mig hver eneste dag over alle de smukke liljer, som Søren plantede for mange år siden og tog op og delte mange gange, så det blev til denne imponerende “allé”. Jeg har også plukket af dem, også til svigerdatteren, da jeg tog derned sidste weekend, men de holder ikke mange timer inden døre nu, så dem lod jeg stå, så må vi se, hvor meget, der er tilbage efter uvejret!
Jeg bor langt nord i Norge, og mine påskeliljer blomstrer også i sørveggen nå til 17. mai, som er nasjonaldagen vår. Det var så fint å lese ditt forrige innlegg, for jeg fikk også diabetes, og strever med å få et jevnt blodsukker. Jeg tåler ikke stress lenger, og blodsukkeret påvirkes av stress. Jeg må nok leve et roligere liv heretter og anbefaler deg å gjøre det samme.
Velkommen på bloggen, Gudrun! Ja, det er sikkert rigtig, jeg skal slappe lidt mere af!
Jeg vil gerne fortælle dig noget: For 4 år siden den 17. maj havde jeg en dejlig dag i Norge, da startede Sørens og min drømmerejse med Hurtigruten! Vi skulle lande i Bergen og gå om bord i M/S Polarlys, men der vars strejke i lufthavnene, så vi landede i stedet i Stavanger og kørte med en dobbelt-dækker-bus til Bergen. Det var det smukkeste vejr, og den flotteste køretur, og overalt vajede de norske flag, og mange mennesker gik tur i nationaldragter. Det var meget smukt! Den rejse blev en af de største oplevelser, jeg har haft.
Og kort efter hjemkomsten blev Sørens cancer konstateret. Vi vidste ingenting om, at han var syg. Han klarede 1½ år, hvor han var herhjemme. Hvor var det godt, at vi fik den rejser og store oplevelse!
det er vel nok nogle smukke blomster du har, ja det er en skøn årstid nu det hele springer ud. Jeg har selv diabetes 2 og har haft det et par år,og når man først kommer ind i rytmen med kostændring og motion, tænker man ikke så meget over det mere, og man går jo til kontrold hver 3 måned, så der bliver holdt øje med en, men du er jo osse vandt til det pga. din mand Søren havde det, men det er altid anderledes når det rammer ens egen krop,jeg ønsker dig held og lykke med det hele Hanne Sommerhilsen Ane