PUH ha, det er hårdt for ryggen! Jeg har vasket Diki i formiddag – det var tiltrængt – skyllet med balsam og friseret. Der er mange filteknuder nu, hvor pelsen er blevet lang, og den er så fin, at de kommer hurtigt igen. Vi er efterhånden blevet enige om, hvordan det foregår, og selv om han ikke er begejstret, så ved han godt, at det skal til.
Og når han så er gennemfriseret, de værste filteknuder er klippet igennem og friseret – det går nemmest med stålkammen – og til sidst børstet, så er han ellevild!
Nu er det så dejligt varmt i vejret, at jeg ikke føntørrede ham denne gang, men han var tør, da jeg var færdig, og hvor er han fin nu! Så blev han belønnet (foruden de godbidder, han får, når han ligger stille!) med en god tur ned til søen. Så nu har vi det godt begge 2, men det var hårdt fysisk.