Halvtør Diki efter svømmetur
Sikke en tur, Diki fik i dag! Ned mod søen som de fleste dage, og meningen var, at han skulle lidt i vandet for at blive kølet af.
På vejen ned over engen så jeg godt, at der var én med 2 store hunde, som havde svømmet, men Diki vil jo gerne hilse på andre hunde, og hun råbte til mig, at hun holdt dem, så jeg kunne komme forbi, men jeg spurgte, om de ville lege?
Det ville de meget gerne, men hun advarede om, at den ene, en 1½ år ung sort schæfertæve godt kunne være vild, selv om hun er god. Det virkede, som om hun havde styr på det, så jeg syntes, de skulle prøve at lege, og det ville de 2, Diki og den unge schæfer, meget gerne, mens den ældre retriever ikke blandede sig. Så den vilde jagt gik, og Diki blev trillet rundt nogle gange, men der var hverken piv eller gøen, han syntes, det var sjovt!
De kom lidt væk fra, hvor vi stod, og pludselig kunne jeg se, at nu var det nok! Diki stod helt stille, fyldt med vissent græs og så ud til ikke at vide, hvor han var – og hvor jeg var! Schæferen blev kaldt hjem og fik snor på, men Diki kunne hverken høre eller se mig, så jeg måtte gå hen mod ham, før han kom og fik snor på og en godbid.
Det viste sig, at ejeren, Bente, og jeg kendte hinanden fra for ca. 8 år siden, hvor hun som konsulent i DCH hjalp mig med nogle problemer med Whisky, vi kunne begge huske det, men kunne ikke kende hinanden umiddelbart.
Og hun vidste så også lige, hvordan jeg skulle takle Diki i denne situation. “Lad os følges ad med hundene i snor, så får han sin selvtillid igen, og mine er rolige i snor!”
Det var helt rigtigt, vi fulgtes pænt ad, og der var ingen problemer med den unge schæfer, som gik pænt og ordenligt, de snusede til hinanden, og jeg kunne til Bentes overraskelse både kæle og give godbidder til Soya, schæferen. “Den plejer at gø meget af fremmede”, sagde hun, men måske er det fordi jeg selv er vant til schæfere, som mange er bange for, men som jeg gik frisk til.
Og så fik Diki en rigtig svømmetur i søen, efter at vi skiltes. Indtil nu har han kun soppet, når jeg smider pinde ud, ikke længere end han kan bunde. Men i dag tog jeg ham med ud på badebroen og løftede ham ned i vandet, hvor han stadig kunne bunde, med snor på, og så ledte jeg ham lige så stille ud, så han svømmede. Det gik så fint, at han fik en tur mere, hvor han selv gik ud, mens jeg gik på broen, og nu vidste han godt, at han kunne svømme!
Så nu er han hammer træt efter den vilde leg og svømmeturen