Jeg var så uheldig at køre ind i den mest utrolige og langvarige tordenbyge lige før Vejlefjordbroen i eftermiddags på vej til besøg hos ældstesønnen. Selv med viskerne på allerhurtigste tempo var det næsten umuligt at se noget som helst! Og man kunne jo ikke stoppe lige der. Heldigvis satte alle farten ned og kørte meget stille, men det var ikke sjovt! Og jeg blev helt ør i hovedet af den fart, vinduesviskerne havde på!

Senere snørede Diki lige os allesammen og sneg sig ud af en havedør, der i lummervarmen stod på inderste krog = 15 cm! Jeg havde tjekket, og jeg var sikker på, at der kunne han ikke komme ud. – MEN pludselig var han væk! Ikke hos nogle af børnene – ikke i køkkenet – HVOR i alverden???

Så alle mand ud og lede, selv om ingen troede på, at han kunne have sneget sig ud. Hold da op, hvor var jeg bange for, at der var sket ham noget, godt nok er det en villavej, men der kører da biler, og hvad nu, hvis han ikke kunne finde tilbage?

Det varede heldigvis ikke ret længe, før barnebarnet kom med ham i armene, han var i en næst-nabohave, hvor der bor hunde! Dejligt, at han er så glad for Christian, at han villigt lod sig indfange.

Og så måtte vi jo lige prøve af, om han virkelig kunne passere den terrassedør? Jow, jow, han vred lige først hoved, så krop, så var han igennem. Han er jo en lille tynd end inde under al den pels.

Puh ha! sikke en lettelse – og så kom der snor på.