I dag, den 1. juli, er det 51 år siden, jeg mødte Søren. Ikke at det er noget at fejre, kan man sige, det var heller ikke den dag, vi blev kærester, men det har på en eller anden måde alligevel altid været en dato, jeg husker.

Derfor er det også en dag, hvor jeg tænker på ham, når “Sørens roser” står så flot med nye roser langs husets facade, og med et glimt af de mægtige Hosta’er og Etage-auriklerne i baggrunden, alt sammen hans værk. Han elskede Allotria roserne, som vi havde i vores første have i Klarup, efter at vi kom hjem fra Grønland, og som han plantede her 6 år senere. De trives rigtig godt på den lidt tørre plads, hvor de får masser af sol og luft, og de blomstrer til det bliver frost langt hen på efteråret.

Det er en utroligt flot, nærmest lakrød farve, de har.

Så lidt nostalgisk og en lille smule sentimental må jeg godt være.