Sikke en skat, jeg har!

Det kunne ikke være bedre: ALLE mine børn og børnebørn samlet på min fødselsdag – det er en fantastisk skat at være taknemmelig for – og det er jeg!

Vi havde en dejlig dag i det skønneste vejr, begyndende med hyggelig morgenmad sammen med Victor og hans mor og far, som har holdt ferie her i nogle dage:

100713 morgenmad

100713 morgenmad 2

Han er så dygtig og kan selv spise sin havregrød.

100713 flødeskum

Victor kunne også hjælpe med forberedelserne og slikke piskeris sammen med Diki!

100713 kagemand

Det er tradition, når vi holder sommerfødselsdage, at vi får Is-chokolade = kakaomælk med en klump vanilleis og flødeskum, og kringle eller kagemand – i år var det bageren, der havde lavet kagemanden!

100713 bobler 2

Ebbe og Christina blæste sæblebobler…

100713 bobler 1

…til Victors store fryd!

100713 christian

Det er dejligt, at de 5 børnebørn er glade for hinanden, her Christian, som Victor kan få til at smile!

100713 børnebørn 3

“nogen” fik den idé, at vi skulle have et gruppebillede –

100713 børnebørn 1

Men Victor havde ikke rigtig lyst!

100713 børnebørn 2

Der blev prøvet flere opstillinger!

100713 børnebørn 4

En pyramide ville ikke rigtig lykkes..

100713 børnebørn 5 2

..men HURRA! der var det, det dejligste billede af dem alle 5: Victor, 1½ år, Ebbe 11½ år, Christina 12 år, Christian 16 år, Frederik 16½ år.

100713 hunde

Hundene, Bodil og Diki var undrende tilskuere! Men de var også med og hyggede sig – for det meste “kørte de futtog” = Diki gik lige efter Bodil med snuden i hendes bagdel – noget tyder på, at hun snart kommer i løbetid! Men hun fandt sig i det.

100713 middag

Dagen sluttede med en lækker grillmiddag på terrassen, lavet af yngstesønnen og hans kone. Oksemørbradbøffer og store skiver af lammekølle, som var marineret natten over i olie og rosmarin + store skåle med blandet salat af lækkerier som grønne asparges, blomkål, tomater, agurker, forårsløg, syltede hvidløg, 60% feta, snackspeberfrugt, og Roma-salat, alt sammen småt udskåret, uhhmm lækkert. Dertil forskellige arabiske brød, og selvfølgelig også nogle “kæmpe-grill-pølser”.

Senere fik vi i stedet for dessert forskellig frisk frugt, indkøbt i Bazar Vest: kæmpestore vindruer, kirsebær og vandmelon.

Og så fik jeg et ønske opfyldt – nemlig en god snak om, hvad vi gør, når jeg forhåbentlig får huset solgt og ikke kan have alting med mig fra det store hus. Jeg har gjort mig nogle tanker om, hvad jeg vil have med, men havde også nogle forslag til, hvordan de kunne tage stilling til, hvad de kunne tænke sig at overtage. Det er jo svært, men jeg synes, man ligeså godt kan starte med at tænke over det, og så stille og roligt “fordele” sådan at alle får noget, de bryder sig om, og som jeg synes, de kan have glæde af. Og det gik rigtig godt! Så nu er der bl.a. lavet nogle lister over bøger, og nogle aftaler om porcelæn, glas, malerier og andre “klenodier”. Det er jeg meget glad for.

Der skulle også laves en aftale om pasning af Diki, når jeg skal på sygehuset, og der kom datteren med et rigtig godt tilbud: hun og Ebbe og Bodil kommer og bor her hos Diki, så de er her, når jeg bliver udskrevet – det er et godt forslag.

Sikke en dejlig fødselsdag! Og nu er her stille igen, huset er ryddet, min rengøringshjælp har været her i dag, vaskemaskinen har kørt 2 gange, og Diki og jeg er trætte, men glade!

4 tanker om "Sikke en skat, jeg har!"

  1. tillyke Hanne det har været en fornøjelse at læse, og sikken en dejlig familie du har, men det er du nok osse selv lidt skyld i , det hænger gerne lidt sammen, tak for alle de dejlige billeder, ja det har været skønt, at vejret osse har været med jer. sommerhilsen Ane

  2. Åh, hvilken fødselsdag. Hvor herligt, når hele familien kan samles. Forstår så godt du tænker på alle dine kære ting, som blev fordelt på kærlig måde.
    Håber hussalget må lykkes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *