..sagde lægen, da han forklarede den kommende operation torsdag 1. august om morgenen, hvor de store sten i galdevejen i leveren ville blive fjernet igennem et rør ned gennem halsen. Sovemedicinen “slog mig ud”” øjeblikkeligt, og jeg mærkede heldigvis ingenting, før jeg vågnede og fik at vide, at det ikke var lykkedes at få stenene ud, men der var lagt et dræn.

De havde fortalt, at der er en meget lille risiko for, at man kommer til at “påvirke” bugspytkirtlen, men desvære var jeg så i den lille risikogruppe, viste det sig efterfølgende.

Det har været voldsomt. Kvalme og opkastninger både på opvågningsafdelingen og senere på sengeafsnittet. Meget værre var smerterne i mellemgulvet og over lænden, som er symptom på betændelsen.

Der er “kun” gået 4 dage – det føles som mindst det dobbelte!

Jeg havde pakket en taske med bog, strikketøj og sytøj, det blev ikke rørt – aviser, TV og blade havde ingen interesse.

Jeg sov og sov og sov – også når datteren og Ebbe var på besøg.

Jeg fik lært at sige til, når jeg kun havde lidt ondt, så kan de bedre hjælpe mig, end hvis det først er rigtig slemt.

Jeg fik også lært at drikke og at måle både, hvad jeg drak og hvad jeg tissede! Der skulle helst måles 1500 ml – og jeg præsterede næsten det dobbelte!

Jeg blev en af de patienter, vi ser i TV: usikker gammel kone i slatten, hvid badekåbe manøvrerende med drop-stativ ud på det lille “badeværelse” (læs skyllerum), tisse i bækken, måle op og skylle ud! Kanyle i hånden, beskyttet af “handske” af net, klar til næste injektion eller næste pose saltvand. Jeg er nem at stikke i og ikke pivet, men den ene hånd blev “ødelagt” af et forkert prik, er helt blå og kan ikke bruges mere.

Jeg føler mig som stukket gris 🙂

Personalet har travlt, så man venter og venter! Heldigvis er medpatienterne søde og hjælpsomme og viser, hvor der er baderum, låner én shampoo – jeg havde jo kun pakket til én overnatning!

Man lærer også at spørge efter skiftetøj – ofte flere gange, før de husker det.

“Nu venter vi på, at det bliver mandag”,  er en sætning, det gentages. Nogle sendes hjem på “orlov”, så fortsætter behandlingen. Det må jeg ikke, “tallene” er for dårlige, men jeg skal have taget røntgenbillede, og så skal der konfereres med Århus, der har større erfaring med min operation. Måske skal jeg køres derrtil.

Vente – vente – sove – sove. Mere antibiotika.

Endelig på 5. dagen kl. 02 om morgenen vågner jeg helt uden smerter! Jeg ligger bare lige så stille og nyder det! Sover igen og vågner helt gennemblødt, så alt bliver skiftet.

Det blev ikke til noget med røntgen og Århus i denne omgang. Datteren kom efter aftale for at deltage i stuegang kl 10.00 – det blev først kl. 13.00 efter flere rykkere!

Beskeden er nu, at jeg skal have mere antibiotika, og måske kommer jeg hjem i morgen og vil senere blive indkaldt til operation i Århus!

Datteren og Ebbe har boet hos Diki, i går havde de ham med på besøg i Fredericia, og senere, mens datteren besøgte mig her, gik Ebbe og Diki tur i det grønne område omkring sygehuset, hvor jeg kunne se ham fra altanen, men han ikke kunne se mig! (og jeg holdt min mund!) Han har hygget sig med Ebbe i haven. Jeg håber, jeg er hjemme hos ham i morgen!