Jeg ikke bare synes, jeg fortjener et humørløft – jeg er nærmest også nødt til det – jeg har været ude og købe nye bukser!

For et par dage siden sagde en syveninde, der gik bag mig: “nu skal du ikke tabe dig mere!” Jo, det sker der ikke noget ved, og det går også helt stille og roligt. Men jeg kunne jo godt mærke, at bukserne hang på mig! Og det var endda et par LauRie stumpebukser, som jeg købte sidst i maj! Og som jeg har været så glad for, men de hænger som en sæk nu.

Jeg har faktisk kun ét par (også LauRie), der sidder pænt, og de er pink! så det er lidt begrænset, hvad de kan bruges til.

Så nu skulle det være, jeg skal også snart skifte til lange bukser, og dem, jeg har, hænger nok lige så meget.

Så heldigvis har vi en udmærket tøjbutik med et pænt stort udvalg og rimelige priser i byen, så da jeg var blevet klippet – og ikke havde hund med! – gik jeg på shopping.

Se så er der jo noget ved det. Jeg plejer at bruge str. 46, så jeg prøvede flere forskellige i str. 44 – men jeg skulle have str. 42! Fra 46 til 42 på ca. ½ år – det bliver man da glad i låget af!

Og det er ikke de sidste 3 ugers sygdom, der har gjort det, der er røget ca 1½ kg i den periode, men ialt er det 13 kg, der er væk!
Det er ikke nogen skrap slankekur, men kostomlægning i forbindelse med, at jeg fik konstateret diabetes II, og det har jeg det fint med.

Så nu kører vaskemaskinen, og så skal de lægges op.

Er der noget at sige til, at jeg glæder mig?