Skønne æbler

æbler

Jeg har været på æbletur i dag. Jeg var bange for at komme for sent til at få de helt vidunderlige “Sunrise” æbler, som er tidlige og som skal spises straks, ellers bliver de kedelige. Sidste år kom jeg for sent!

Det er nu 5. år, jeg kører næsten helt til Bogense for at plukke æbler HER.

Det er en dejlig køretur, og stedet har vores naboer besøgt i mange år, og har taget æbler med til os. For 4 år siden, da Søren var meget syg og bevidst om, at det var i 11.time, hvis han skulle være med,  kørte vi derover med 1 af børnebørnene og plukkede – dvs Søren sad på en klapstol og dirigerede – og vi andre plukkede!

De følgende år har børnene og jeg været derovre, men i år var det kun Diki og mig, for det var på en skoledag. Jeg læssede bilen med ting, der skulle flyttes til mit nye hjem, og derefter kørte vi til Bogense og plukkede æbler.

Diki er en værre morsyg hund, han hyler, hvis han ikke kan se mig, men jeg bandt ham med en lang snor, så han kunne følge med mig, og så var der ingen vrøvl!

æblehøst

Her er høsten, efter at jeg delt ud blandt de 2 familier i Fredericia, det er de lyse æbler i forgrunden, der skal spises inden for længe, og det skal de nok blive! Æble-damen er så sød til at huske én på, at man ikke skal plukke for mange af dem! Og de er også snart slut. De andre er Rød Aroma og Rød Ingrid Marie.

Men jeg skal derover igen i oktober, for Elstar og Gala er det for tidligt at plukke nu. Det er helt rigtigt, hvad jeg har hørt: at æblerne er fantastiske i år! Søde og saftige. UUHHMM!

En tanke om "Skønne æbler"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *