..og se Vild med dans.
Det har været fysisk meget hårdt arbejde i dag. Der er tømt skabe og fyldt kufferter med tøj – og tro mig, jeg har været hård. Det var tøj, der er for gammelt, for stort, for slidt, og nu er det mest usle fyldt i en stor sæk, der skal på genbrugspladsen, mens store, gamle kufferter og tasker er kørt til vores genbrugsbutik fyldt med det gode tøj – nåh ja, jeg glemte nogle ret fine, men for små travesko, men det bliver ikke sidste gang, jeg skal derop. Der røg også en dvd-afspiller med og en sælskindpels! Jeg har været alene om det i dag, så jeg har ikke bare pakket, men slæbt det hele ned ad trappen og op i bilen, det kan mærkes i ben og ryg!
Og så synes jeg, det tyder på, der er frost i luften, så jeg sluttede med at køre mine store krukker om i carporten på sækkevognen. Det er kun lige akkurat, jeg har kræfter til at løfte dem op på vognen og af igen, men det gik! (Jeg er lidt stolt af mig selv).
Og så fik jeg endnu et bevis på, at Diki er blevet mere rolig, for han blev pænt i haven, når han fik besked på det, i stedet for at forsøge at smutte igennem porten, når jeg baksede med sækkevognen – dejligt!
Jeg fik også en sød hilsen i dag: en udendørs blomster dekoration til mit nye hus fra den nye ejer af den store lænestol, det var sødt af hende.