Somme tider bliver jeg så chokeret og harm over, hvordan mennesker kan opføre sig overfor hinanden, at jeg svært ved at holde min mund.
Denne historie handler heldigvis ikke om nogle af mine nærtstående, men en lille familie, jeg har kendt i mange år.
Efter flere års store problemer i ægteskabet og flere forsøg på opbrud og virkningsløs parterapi, giver manden op og flytter med henblik på skilsmisse.
Derpå starter en massiv kampagne fra hustruens side. Hun fortæller eksmanden, at han aldrig vil få sine børn at se.
Alt samvær med de 3 børn bliver blokeret. De bliver hjernevasket af deres mor med løgne om far’en, som aldrig har gjort noget forkert overfor hverken mor’en eller børnene, han kan bare ikke klare det dårlige samliv med hende. Låse i huset kodes om á flere gange, så han ikke kan komme ind i sit eget hus! Han holder for børnenes skyld lav profil og tager kun ganske få ejendele med sig, og da hun af økonomiske årsager må flytte ud, og han kan flytte ind med henblik på salg, tømmer hun huset for ALT.
Samværssag i statsamtet trækker i langdrag, børnene påstås ikke at kunne “tåle” at være sammen med deres far, eller ikke ønske det. Mor’en har fortalt børnene, at deres far er syg i hovedet og bør have lægebehandling. Indgåede aftaler overholdes ikke, heller ikke om overvåget samvær som forsøg.
Hvordan kan myndighederne se til, når børnene på den måde misrøgtes af en kvinde, der udelukkende drives af hævn (hun ville ikke skilles), der bruger alle beskidte midler, der er så gennemskuelige, at man ikke kan undgå at se meningen.
Det kan da aldrig være børnenes tarv?!!!
Far’en prøver at spørge efter julegaveønsker? Alt bliver blokeret. Men så lykkes det ham at træffe den ældste på 16 år på gaden og spørge ham, om der er noget, han ønsker sig i julegave? Jo, der er en koncert han gerne vil høre, og far’en er glad og køber billetter til drengen og sig selv sammen med 2 mere.
Men et par dage før aflyser drengen – hans mor har blokeret med besked om, at hvis han tager med, skal han ikke komme hjem mere!
Nu er det 8 måneder siden, far og børn har været sammen!
Hvor er de relevante myndighedspersoner henne, når sådan en historie kan finde sted?
Det er desværre sådan, at den der fører sig frem bliver hørt, den der tier bliver opfattet som svag, eller at det der bliver fortalt er sandt .
Hvis der havde været nogle indberetninger fra folk der kender til problemerne, kunne det være, at der var mulighed for en anden vurdering. Vi har alle pligt til at indberette, og det kan gøres anonymt, dette anbefaler jeg, da ens navn bliver nævnt, og en anonym underretning, gælder lige så meget som en med navn.
Indberetninger tæller desværre bare ikke ret meget når man er en del af mandens familie, for så er man pludselig blevet part i sagen.
Og jeg ved godt hvad jeg taler om. Jeg har ikke set min brors børn i 12 år, men håber på at de engang bliver så voksne at de kan danne deres egen mening om hvem der er god og hvem der er ond…
Det er en af grundene til at det skal være anonymt.
En underretning har en anden værdig i dag end for 12 år siden, det er beklageligt, men fakta, men husk altid den skal være anonym, alle har agtindsigt. Dette en tilføjelse til oven stående svar.
Sådan en historie gør bare så ondt!
Især fordi ALLE parter, også mor’en er og bliver tabere.
Det finder sted igen og igen, og jeg bliver så ked af det hver gang jeg hører om det.
I har ret! Alle bliver tabere – mest børnene, som ufrivilligt mister at være sammen med deres far, som elsker dem og kan give dem kærlighed og være der for dem.
Jeg tænker, at han har været for flink!
Ja det är lät att bli uprörd. Men har man ikke hele historien som myndighederne måske har skal man väre lidt forsiktig med at dömme til den ene eller anden side.
Synes jeg.
Det har du ret i, Anni,men her er det nok modsat: myndighederne har ikke alle oplysningerne og får dem kun meget modstræbende. Jeg har kendt dem i mange år.
Og jeg tænker: Hvor er madammens familie henne, hvor er hendes veninder, hvor er de mennesker i hendes daglige omgangskreds, som kan fortælle hende, hvor meget hun skader sine børn??? Og fortælle hende, hvor meget hun selv risikerer på længere sigt, når børnene bliver store nok til at tænke selvstændigt.
Ja, det er et rigtig godt spørgsmål, Lone.
Jeg bliver så ked af det, når jeg hører historier som den, du fortæller. Det er på ingen måde godt for børnene, fordi de kastes rundt med dårlig samvittighed over for begge forældre og tvinges til at vælge side. INGEN barn burde tvinges til at vælge side i en konflikt mellem forældrene. Det er ødelæggende for hele deres liv. Hvorfor kan voksne, som tilmed skulle forestille at elske dem (moren), ikke forstå det?
Teresa Knudsen – selvviskhed og hævn over den eksmand, der ikke vil være med længere (grundene kan være mange, ligesom fejlene utvivlsomt er på begge sider).
Det værste er næsten at det foregår under påskud af at være for børnenes skyld!
Hvor har du ret – jeg harmes og er så vred.
Jeg er sikker på at du har ret og at ingen af de to voksne mennesker, der var i dette forhold er uskyldsrene. Det er også lige meget – de er voksne og må “ligge som de har redt”. Når jeg læser din historie bekymrer jeg mig ikke om de voksne, men derimod om børnene, da de aldrig har gjort noget for at fortjene at blive behandlet som ligegyldige brikker i andre menneskers spil. Som barn i en splittet familie ønsker man kun fred og at både mor og far er glade – og det kan man ikke få som barn i sådan en situation.