Vores hygge-banko i fælleshuset er aflyst pga stormen, der er simpelthen flere, der ikke tør gå ud. Og det kan jeg godt forstå, svigerdatteren er også sendt hjem med besked om at blive hjemme, vi skal ikke risikere noget. Børnene kom også hjem fra skole før tiden.
Hun havde ellers handlet for mig, samtidig med, at hun selv skulle ordne nogle ting, men jeg glemte, at hun skulle have den medicin med, som jeg bestilte i apoteksudsalget i går. Og hvis jeg ikke vil ha’ krampe i benene i nat, måtte jeg have fat i kininpillerne. Så mukkebikken og jeg trillede det lille stykke hen til bytorvet uden problemer.
Bagefter gik jeg tur med Diki, men jeg må indrømme, at han var ikke helt begejstret, for pelsen stod lige ud i luften, og jeg måtte have ham i kort snor for at han ikke skulle ligge vandret. Han kunne slet ikke finde ud, hvad meningen var med turen – det ordnede han i den trygge have bagefter! Heldigvis er haven ret lukket, og der er ingen træer, der kan blæse omkuld eller grene, der kan knække af.
Og nu bliver vi indendøre foreløbig og lader Bodil rase – ja ikke vores fredelige, rare Tibbe-“kusine” Bodil, men stormen. Vi har. hvad vi skal bruge, og hvis jeg skulle kede mig, er der masser af arbejde at tage fat på med ting, der skal lægges på plads.
Hold da op, hvor er jeg glad for, at alle flyttekasserne er væk! Men jeg kan altså stadigvæk ikke forstå, at jeg har så meget stof og garn, for jeg synes jo, at jeg sorterede utroligt meget fra inden flytningen. Nå, det skal nok blive godt, nu stiler jeg efter, at alt er på plads, inden jeg skal på sygehuset i næste uge.
Hej Hanne, jeg havde helt glemt at kinin er godt imod kramper i benene. Jeg har en god ven, der af og til har voldsom krampe, ikke kun i foden, men i hele benet fra knaet og ned. Om natten, ligesom du. Har du nogen ide om, hvormeget kinin han skal tage ? – Hvormange mg tager du ?
Hej Gitte! Jo, efter at have forsøgt med alle mulige husråd i årevis, var der én, der sagde “kinin”, og det fik jeg så lægen til at ordinere. 1 tbl. á 100 mg startede jeg med, men det var ikke nok, så nu får jeg 2 x 100 mg lidt før sengetid hver aften, og det hjælper.
Engang imellem får jeg alligevel kramper, og så har jeg lagt mærke til, at det er, hvis jeg fryser tæerne! Så hvis det er koldt, sover jeg med (hjemmestrikkede) sokker!
Det er for øvrigt heller ikke kun i fødderne, jeg får kramper, det kan både være i læggene, i skinneben og allerværst øverst på indersiden af låret! Det sidste er så slemt, at jeg skal op at stå, men ikke kan flytte mig, og det kan vare længe, hvor jeg bare jamrer højt – helt atypisk for mig, som har født børn uden en lyd! Og ikke bliver bedøvet hos tandlægen.
Jeg håber, det kan hjælpe ham.
Tak for det Hanne, jeg har givet raadet videre, saetter min lid til at det hjaelper.