Jeg har sovet hele dagen siden operationen i Århus kl 10. Men jeg havde så også været oppe kl 4 for at kunne nå med taxa/tog/taxa til Horsens sygehus til kl 6.15 og så med taxa (for regionens regning den sidste del). Det gik fint, og denne gang ventede jeg “kun” et par timer, før jeg kom til.
De er utroligt søde og omsorgsfulde, anæstesisygeplejersker og -læger. Operationen mærker jeg ikke noget til, udover ømhed i halsen bagefter.
Jeg undgår åbenbart ikke ubehag, kvalme og opkastning efterfølgende, og så en umådelig træthed.
Ambulancen var et skrummel! Og de havde ikke så meget som en flaske vand ombord, jeg følte munden så tør som sandpapir, men jeg fik ikke noget at drikke, før jeg var her tilbage.
Men så fik jeg både vand og en seng, og så sov jeg ellers i timevis.
Nu viser blodprøverne desværre, at jeg også denne gang har for høje infektionstal for bugspytkirtlen. Men jeg har det klart meget bedre end de andre gange, så lad os nu se, om den væskekur, som jeg er sat på, hjælper.
Det mest træls er, at de heller ikke denne gang har fået det hele ud, så jeg skal ind igen i januar! ØV!
Denne gang ligger jeg på en 4-seng stue med 3 andre ældre damer, hvoraf én af dem er en gammel bekendt fra Brædstrup!
Ej, hvor øv at de ikke kan blive ordentligt færdige.
Hvor længe får du lov at blive nurset, før du kan komme hjem til dig selv?
Rigtig god bedring!
Det kan være, at jeg kommer hjem i morgen, det kommer an på tallene fra bugspytkirtlen. Det gør ikke så meget, når jeg nu har overstået det ubehagelige og har det meget bedre end de andre gange. Og Diki er i gode hænder hos sønnefamilien, som han elsker!!
Træls med følgevirkningerne, men nu er du efterhånden veteran ud i denne manøvre, så hvis du husker at drikke meeeeegggget vand, så falder de tal hurtigt.
Sov rigtig godt og nyd de velkendte forhold. Måske hedder det Kolding næste gang.
Diki har det godt. Han har skypet med Ebbe. Det synes de vist begge var underholdende.