Det er en hel fornøjelse..

..så godt det går denne gang! Jeg kunne spise en bolle med ost i går aftes til en kop te, det er ikke lykkedes de andre gange, uden at det kom op igen. Og jeg har spist morgenmad med fornøjelse! Ha – det lyder som noget meget “småt” at glæde sig over, men jeg har i frisk erindring, hvor dårlig jeg har været de andre gange, så det er rart at have det godt.

Jeg opfylder også min drikkekvote, så nu er jeg kommet af med det stativ, posen med væske hænger i. Jeg er ellers ret ferm til at sno mig omkring med stativet, også i spisestuen, hvor stolene står tæt, så man skal lirke sig igennem – med det resultat, at slangen pludselig var snoet mange gange omkring stativet! Det lykkedes mig også at møblere om på seng, sengebord m/computer og stole, så det stod mere praktisk, men så har jeg måske set for “aktiv” ud, for sygeplejersken mente, at nu var posen næsten tom, så kunne jeg blive befriet!

Jeg var åbenbart også for tidligt på færde i morges, for laboranten måtte lede efter mig, så jeg kunne få taget blodsukker, før jeg spiste morgenmad. Men jeg er jo ikke vant til at stå så sent op, at jeg først spiser morgenmad kl 8, og nu havde jeg sovet i mange timer. Derhjemme er jeg endda ude at gå med Diki, før jeg spiser morgenmad ved 7.30 tiden.

Det er da ellers luksus: der er en Ipad lænket til mit sengebord, så jeg kunne have sparet at bære på min bærbare, der ikke hører til de letteste. Men jeg er ikke vant til at bruge Ipad, og jeg ville heller ikke kunne arbejde på den, som på pc’en, hvor det hele ligger, som jeg bruger.

Nu afventer jeg resultat af blodprøver.

3 tanker om "Det er en hel fornøjelse.."

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *