Så er jeg hjemme igen – for denne gang, for der forestår endnu en kikkertoperation i januar. Og derefter skal galdeblæren fjernes, men det er en mindre sag iflg. alle dem, jeg kender, der har fået det gjort.

De må bare ikke fjerne galdeblæren, før de store sten i “de dybe galdeveje” i leveren er knust og fjernet, og det kan de åbenbart ikke gøre på én gang. Lægen, der udskrev mig, sagde, at det er for hårdt. Det mærker jeg jo ikke noget til, men de ved formentlig, hvad de har med at gøre!

Det er dejligt, at det er gået så godt denne gang, selv om det var besværligt med transporten, og hårdt i går efter operationen. Det er lige ved, at jeg synes, det værste var køreturen til Horsens fra Århus Kommune Hospital, med den rumlende ambulance, kvalme og ikke engang lidt vand at drikke. Jeg turde ikke engang spørge efter en brækpose, for de reddere var ærligt talt lidt studse! Heldigvis var opkastningerne overstået, men man kan ikke vide… Sidste gang var der en meget sød og omsorgsfuld kvindelig redder, der nussede om mig!

Nu får jeg Diki hjem lidt senere på eftermiddagen. Og svigersønnen har lige været her med den sødeste buket blomster! Tusind tak!