Jeg er bare så glad for at være hjemme i mit hyggelige lille hus! Den meget søde taxachauffør, der kørte mig hjem fra Horsens, ville gerne snakke, og da jeg fortalte, at jeg havde solgt mit store hus i Brædstrup og købt et lille andelsrækkehus, spurgte han, om jeg ikke savnede mit hus efter så mange år? (Han ville gerne have sådan et stort hus til sin store Kosovo’ske familie).

Ikke et øjeblik har jeg savnet huset! Det kan jeg sige helt ærligt. Jeg kan godt savne mine gode naboer og de hyggelige mennesker, jeg har dyrket mine interesser sammen med – men huset? NEJ! Det er nok først gået op for mig, efter at jeg flyttet, hvor besværligt det var, og hvor alt for stort det var til ét menneske og en lille hund.

Og det var så dejligt at komme hjem og bare lige pakke den smule bagage ud, og så slappe af. Jeg fik lige en slummer foran TV før håndboldkampen, så jeg var frisk til at se den spændende kamp. Det er ikke fordi håndbold har min store interesse, men en landskamp med så imponerende opbakning fra et fantastisk publikum, det er sjovt!

Og selv om jeg er helt sikker på, at Diki er glad for at være hos sønnefamilien, så viser han tydeligt, at han også er glad for at komme herhjem, og han hygger sig – følger mig fra arbejdsværelset til stuen og omvendt, selv om han ligger og sover – han er en lille skat!

Så nu skal det blive rart at sove i sin egen seng uden andre forstyrrende elementer – selv om den sidste nat på sygehuset sammen med de 3 søde medpatienter ikke var urolig.