…men det gør ikke så meget, for så har man til flere dage!
Når man har haft en stor familie i mange år, er det svært at lave mindre portioner, når man kokkererer – også selv om det er en del år siden, at de fløj fra reden. I mellemtiden var vi 2 – nu er der kun mig.
I dag har jeg lavet en af mine livretter: Minestrone. Og den er altså svær at lave i lille portion.
Det er en ikke-original opskrift, sådan tilpasset min smag og ikke ens fra gang til gang, men jeg elsker den!
I dag brunede jeg en pakke bacon-tern i lidt olie, mens jeg snittede 1/4 hvidkålshoved, 5 gulerødder og 2 skiver af en rodselleri, som brunede med, indtil det var faldet lidt sammen. Så hældte jeg kogende vand over, så det rigeligt dækkede, hældte en dåse hakkede tomater i, krydrede med salt, peber, urtegårdskrydderi og hvidløgssalt og lod det simre under låg. Til sidst tilsatte jeg frisk spagetti, skåret i små stykker, en håndfuld kødboller, en snittet porre og en håndfuld ærter. Og da kødbollerne og ærterne var tøet op, var suppen færdig. Det smager altså bare godt! Og det gør det også i morgen!
Der måtte godt have været hakket kørvel i, men det er svært at finde i frysediskene, der er ikke mange steder, man har det.
Kære Hanne.
Jeg elsker også suppe – af alle slags – og i morgen skal jeg have ost-indisk karrysuppe med fersken/ananastern og rejer – og jeg levner ikke…………
bliver ved til gryden er tom.
Talte længe med svigerinden i tlf. i går. Knus fra Diana
Uhm!
Den minestrone lyder lækker.
Hvad er urtegårdskrydderi?
Vh K-V
Uhm…. det lyder lækkert. Jeg har selv svært ved at lave små portioner, selvom vi er to. Men med 5 børn, så sidder de gamle køkkenvaner alligevel stadigvæk gemt i én. Så har man heldigvis en fryser samt mad til de dage, hvor man er optaget af andre ting.
Tak for opskriften – den vil jeg prøve. Jeg arbejder om aftenen, men vil stadig gerne have mit varme hovedmåltid til aften, – og det skal helst være retter som kan fryses og genopvarmes i microovn. På fridagene laver jeg mad som til en familie på 4 og fryser de tre portioner ned hver for sig. Jeg kan rigtig godt lide de sorte bakker fra vacuum-pakkede slagtervarer. De passer i en 4 liters frysepose og kan stables i fryseren, – og ikke mindst så tåler de microovn og opvaskemaskine. Det er så nemt at snuppe en med på arbejde 🙂
Tak for jeres kommentarer!
Diana – jeg kan godt gemme! Det lyder lækkert med din karrysuppe – har du en opskrift, så vil jeg gerne prøve?
K-V – urtegårdskrydderi har jeg købt i et glas i Superbrugsen, det er fra Santa Maria krydderier. Det var mest i mangel af kørvel, som jeg ikke kunne købe.
Johanne og Janne – jeg bryder mig ikke så meget om at fryse retter med kål og gulerødder, så jeg opbevarer gryden koldt og varmer en poirtion op ad gangen. Der skal som regel tilsættes ekstra vand el. boullion, for det suger væden!