Hjem i dag?

Ja, jeg håber, jeg kommer hjem i dag. Jeg har det i hvert fald godt, så må vi se, hvad blodprøverne viser.

I går var det skidt med appetitten, men sådan har det været hver gang (6 gange!), kvalme og den smule, jeg forsøgte at spise, kom op igen.

Nu har jeg fået dejlig morgenmad og 3 kopper te + masser af vand. Jeg skal måle, hvad der går både ind og ud af drikkelse! Natsygeplejersken vækkede mig og spurgte, om jeg ikke havde tisset, for det bækken, jeg skal tisse i, var tomt? Jo, men jeg måler det selv og hælder ud. Og skriver op på et skema. Nåh! Tumbs up!

Det har været en meget urolig aften og nat, for mine 3 medpatienter var dårlige på hver sin måde, så der foregik en hel masse bag de 3 skærme, der var sat op om deres senge. Den ene er en meget gammel dame, der nok er lidt dement, og hun råber natten igennem om HJÆLP og kan ikke finde ud af at trække i snoren.

I morges kl 7 vrimlede det med sygeplejersker og laboranter, der dårlig kunne komme rundt om hinanden og skærmene med deres vogne, mens de tog blodprøver og temperaturer, lavede vejrtrækningsøvelser med én og spurgte ind til os alle sammen. Jeg må ikke gå hen og spise morgenmad, før der er målt blodsukker, det har jeg lært en af de forrige gange, hvor der kom en sygeplejerske rendende hen efter mig i spisestuen. Jeg er jo tidligt oppe og i gang.

Så nu afventer jeg.

 

 

En tanke om "Hjem i dag?"

  1. uff da, det er da træls at det har skullet så mange forsög til at det lykkedes, men nu er du da fri for det, håber du snart få komme hjem.
    kh.fra Island
    Frida

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *