Vi får gæster i dag, og jeg regner ikke med, at det er aprilsnar, at jeg er blevet varslet om, at den ene gæst er en lille hund, som min veninde passer for tiden og tager med for at besøge Diki og mig.
Jeg er meget spændt på, hvordan det vil spænde af! Men Diki er meget glad for andre hunde, så han vil være gæstfri, det er jeg sikker på. Spørgsmålet er, hvordan den lille hanhund vil opføre sig som gæst, og om der er plads i min lille have til 2 små hunde? Spændende.
Men i dag er det 17 år siden, at jeg troede, jeg blev narret april, da ældstesønnen ringede kl. 6 om morgenen for at sige at “vandet er gået”, og det var knap 3 uger for tidligt. Det var ikke aprilsnar, det var Christian, der ville se dagens lys, og jeg havde lovet at være med til fødslen – en stor oplevelse! Der gik dog mange timer, hvor svigerdatteren og jeg bare gik og hyggede os, før der virkelig begyndte at ske noget, og det blev over midnat, før han blev født på den 2. april – H.C.Andersens fødselsdag, som vi siger!