Så fik jeg skiftet til sommerdæk. Dejligt, at sønnesønnen Christian er blevet så dygtig, at han kan klare det for mig – vejledt af sin far.
I det hele taget er der så mange ting, jeg på en meget nemmere måde kan få hjælp til, nu da jeg bor nær ved de 2 af mine børn og deres familier. Christian hentede først dækkene i kælderen i vores fælleshus i andelboligforeningen – og satte vinterdækkene derned bagefter. Det kan jeg ikke selv.
Og imens det blev ordnet hos sønnen, som har alt værktøj til det, gik Diki og jeg igen i dag en god tur ved stranden ned til Lillebælt – det gjorde vi også i går – det er en flot tur langs bæltet med kig ind til byen, og Diki løber løs uden problemer, det synes han er skønt, og engang imellem suser han også af sted ud i bølgerne! Kun til maven, men han kommer længere ud hver gang – og så slæber han en masse sand med hjem i den lange pels!
Nu vil jeg for første gang slå min lille græsplæne med den el-græsslåmaskine, der fulgte med i handelen. Christian har vist mig, hvordan den virker, han slog den nemlig for mig i tiden, før jeg flyttede ind.