…at få Victors nye raglansweater færdig, mens jeg passede ham og hans skoldkopper.  

Han var ikke lige i humør til at stå model!

Men det hjalp, da han fulgte os til toget – for det var spændende på stationen at holde øje med, når der kom tog:

Det er en meget lækker sweater, en model fra Tante Grøn i Odense i garnet “Bøllefrø”, som er noget af det blødeste, jeg har strikket af. Str. går op til 8-9 år, så den er jeg sikker på, at jeg vil komme til at strikke igen senere.

Det har været så dejligt at passe ham – han var ikke så syg, at det prægede hans humør, han måtte bare ikke komme i dagpleje, så længe, der ikke var skorper på alle “kopperne”. Og så er det noget helt andet at være uden Mor og Far – vi kommer meget tættere på hinanden og lærer at kommunikere på en helt anden måde. Han er en meget kærlig og selvstændig dreng med en god motorik, og gør også fremskridt med sproget nu. Diki og Victor fandt også fint ud af det sammen.

Turen med toget hjem gik også fint, Diki var træt og lagde sig straks til at sove på sit tæppe ved mine fødder til stor undren for medpassagererne! Og nu er vi hjemme igen – det er heller ikke dårligt!