Jeg har været i Bøgelund i dag med gevinster fra Projekt Puttetæpper til tombolaen på Quiltefestivalen. Vi i styregruppen har leveret i alt 16 gevinster som tak for, at vi må stille op og få en gratis stand på festivalen.
For mit eget vedkommende blev det til et par små kaffebrikker og denne lille elegante slipsetaske, syet af et slips med Tuborg-logo år 2000:
Og så var jeg på posthuset efter en pakke, som desværre forgæves var søgt afleveret her en dag, jeg ikke var hjemme. Desværre, fordi den var så stor og tung, at postekspedienten opgav at løfte den og skubbede den hen over gulvet, hvorefter jeg bar den ud til bilen (dumt!). Den vejede 15 kilo! Og det er så fint stof, pænt ordnet i klare plastposer, hvor man kan se, at det er store stykker flot stof, ikke stumper. Hold da op, hvor kan der blive mange skønne tæpper af det.
Det er godt, at vi snart skal have “Tæppetante-træf”, hvor vi deler ud af alt det dejlige stof, vi modtager!
Jeg har også haft besøg i dag af en tæppetante, der kom med 1 UFO og 5 meget flotte puttetæpper, som hun netop fortalte var syet delvis af stof, som hun havde haft med hjem fra tæppetante-træffet i 2013. Det er dejligt at se, når der kommer noget ud af det.
Og hendes tæpper er altid meget smukke, måske fordi hun også er kunstmaler.
Prøv at se Gerdas 5 tæpper – dem er jeg vild med:
Stjerner og engle – et skørt tæppe, kalder Gerda det – jeg synes, det er skønt! Smukke fugle – dem har Gerda syet før i en anden indramning – de er meget fine.
Spændende stjerner, monteret med Fix & færdig teknikken, som Gerda også er glad for.
Søde møller og gæs..
..og se en skøn detalje: hjørnerne er broderier fra en gammel dug!
Og endelig de flotteste Flying Geese, hvor der bl.a. er brugt Provence stoffer, som Gerda fik på Tæppetante-træffet og har hæget om!
Hej Hanne,
ja sikke nogle flotte taepper, syntes ogsaa der er noget kunsterisk over dem.