Der er en gruppe på Facebook, hvor man kan “snakke gode gamle dage i Kerteminde” og vise billeder. Det er meget forskelligt og meget morsomt, ikke mindst fordi man pludselig møder mennesker, man ikke har mødt i mange, mange år. Og man kan genkende både mennesker og steder.
I dag var der én af mine gamle klassekammerater, der viste billeder fra sin og hans kusines konfirmation, hun gik i samme klasse. Så måtte jeg jo lige i fotoalbummet og finde mine billeder. Vi var alle 3 børn af butiksindehavere, og både hans og min konfirmation blev holdt i familiens butik (i mit tilfælde sko) som alle store fester, også mit bryllup, med alle skoæskerne som baggrund! Det har vi altid syntes var festligt!
Forældre og gæster var i kjole og hvidt og lange kjoler, og bordet var dækket med familie-sølvtøjet og det fine porcelæn.
Jeg havde selv syet min konfirmationskjole og var meget moderne ved, som den første i klassen, at have højhælede sko på! Jeg skulle jo også reklamere 🙂
Her med mine 3 søstre i sofaen i stuen ovenpå.
Et andet billede, jeg fandt i albummet, er ret morsomt. For det er flere flokke af blåmejser (blå pigespejdere 8 – 12 år) på en fælles tur. Jeg var på det tidspunkt blåmejse i Odense, hvor vi boede indtil 1953, men med på turen er også blåmejserne fra Kerteminde, som jeg senere flyttede til. Og jeg kan genkende mange af de piger, som jeg senere kom til være spejder sammen med og gå i skole med i Kerteminde. Og ligeledes spejderlederne fra både Odense og Kerteminde. Det er da sjovt!
Jeg står yderst til venstre i 2. række med vores stander, og min søster 2 pladser til højre for mig med skråhue og taske. Det må være i 1951 eller 1952 – mange år siden!