Ja, det mener jeg, at der er. Den voldsomme torden, der rullede og rullede hen over hovedet på mig i nat, lød ikke som den, jeg har hørt i 34 år i Brædstrup, hvor det lød som om tordenvejret kastedes imellem bakkerne og kom tilbage.

I nat var det som om det blev ved at stå som en tønde med store sten, der rumlede på samme sted – det var godt nok voldsomt. Måske har det noget at gøre med, at vi ligger tæt på vandet. Jeg husker fra min barndoms somre ved Storebælt, at lynene altid stod ude over vandet. “Vandet trækker” sagde de voksne.

Nu er jeg heldigvis ikke spor bange i tordenvejr, og til min lettelse er Diki heller ikke påvirket af larmen eller lynene. Jeg er godt klar over, at det ville påvirke ham, hvis jeg var bange, men jeg bliver bare liggende, selv om jeg er vågen, og lytter til uvejret. Og det gør han så åbenbart også, uden at jeg kan registrere, om han er vågen. Han kommer ikke op til mig, og det ville han gøre, hvis han ikke havde det godt. (F.eks. de første nætter efter at han blev klippet! hvor jeg tror, han frøs)

Vi nåede heldigvis ud på morgenluftetur, før det tog fat igen – og så skal jeg ellers love for, at det stod ned i stænger! Og i starten var der store hagl i regnen – mine stakkels blomster!