Nedtælling

Så er nedtællingen til min fødselsdag begyndt – eller…

..det er jo et stykke tid siden, jeg besluttede mig for, at jeg vil holde min 75 års fødselsdag. TÆNK engang: 75 år! Det fatter jeg egentlig slet ikke!

I min familie er der ikke så mange, der er blevet så gamle!

Mine bedsteforældre: Min Farfar har jeg aldrig kendt, han døde, da min Far var 18. Min Farmor døde, da mine forældre var forlovede, så hende har jeg heller ikke kendt. Min Far blev 70 år efter 14 år med adskillige blodpropper (kun han selv troede, han ville blive 70), hans 4 søskende døde som hhv 34-årig, 48-årig, 62-årig og 90½!! Ja, det var seje Faster Bodil, som aldrig var syg, men til sidst var træt og ikke vågnede efter sin middagssøvn efter en hyggelig frokost med sit barnebarn!

Min Morfar blev vist 70 el. 71 og døde, da jeg var 6 år gammel, min Mormor fyldte 72 få dage, før hun døde, da var jeg 8 år. Min mor blev 77 og døde af modermærkekræft, og hendes søster også som 77-årig, men Moster havde Altzheimers i mange år, det var meget sørgeligt.

Og én af mine 3 yngre søstre blev kun 63 – det er 10 år siden nu, men lige trist.

Jeg satser på, at jeg slægter Faster Bodil på! For bortset fra galdestens-problemerne, som nu er kureret igennem 6 kikkertoperationer indenfor det sidste år, så fejler jeg jo ikke noget, (lægen, jeg var til kontrol hos for 1 uge siden, sagde, at det tager mange år at danne sådan nogle galdesten! Så han mente, at i betragtning af min alder, skulle vi ikke være bekymrede! HA – ha!!).

Jamen faktisk har jeg før dette aldrig ligget på sygehuset, bortset fra børnefødsler, og det er jo ikke nogen sygdom!

Så selv om jeg mangler organisatoren = Søren, der har stået for mine fødselsdage, da jeg blev 50, 60 og 70, så besluttede jeg alligevel at fejre de 75 år.

På dagen har jeg inviteret mine nuværende gode naboer her i andelsfællesskabet i Byhaven til brunch i fælleshuset. Jeg har bestilt maden udefra, og så kan mine herboende børn og børnebørn hjælpe mig med servering.

I weekenden er den nærmeste familie og nogle rigtig gode venner inviteret til en lille fest. Det glæder jeg mig rigtig meget til!

Nu har jeg været til frisør og er blevet klippet, så nu kan forberedelserne gå i gang!

En tanke om "Nedtælling"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *