Vores ældste beboer i andelboligforeningen blev bisat i dag, 98 år gammel og med et aktivt og levende liv bag sig.

Alle beboere deltog, og selv om afdøde havde en meget lille familie, var der mange mødt op i kirken og til kaffe i vores fælleshus bagefter – det kneb ligefrem med P-pladser! Der var heller ikke dækket til så mange, men så er vi jo heldigvis hjemmevante og kunne hurtigt dække i den lille stue, hvor naboerne og et par hjemmehjælpere så klumpede sig sammen. Det var rigtig hyggeligt, og vores sædvanlige kogekone + hjælper serverede hjemmebagt kringle og lagkage – og både kaffe og kage var der rigeligt af.

Det var sødt af de 2 hjemmehjælpere at komme på deres fridag, og vi snakkede om, at det er helt underligt nu, hvor der ikke er nogen af de nuværende beboere, der har hjemmehjælp, mens der i mange år har været flittige, varme hænder i flere af husene mange gange om dagen.

Det var en hyggelig sammenkomst, selv om afdøde har været en af dem, der har boet her fra starten og på mange måder et samlingspunkt. Der er ikke noget tragisk ved et dødsfald i den alder og efter at det stille og roligt er gået ned ad bakke igennem nogle måneder.

Men hvor var det varmt! Jeg var ikke den eneste, der ustandselig måtte duppe mig i nakken med et lommetørklæde, det løb ligefrem ned ad nakken og halsen på mig, og håret var helt vådt! Jeg har aldrig oplevet, at det var så varmt i en kirke. Og så kunne jeg for én gangs skyld ikke synge med, som jeg ellers holder meget af.