Uvelkomne gæster

I går aftes, da jeg lukkede terassedøren, før jeg gik i seng, opdagede jeg en “dræbersnegl” på vej over dørtærskelen ind i stuen! Det gør den ikke ustraffet her hos mig – der i mange år har døjet forfærdeligt med dræbersnegle, hvor jeg boede før – så den blev smidt ud og klippet over med en gammel havesaks.

Og så hentede jeg lommelygten og gik på jagt efter flere. Det havde jo heldigvis regnet, så kommer de frem. Og selv om jeg strør sneglegift, var der alligevel nogle hist og her. De får alle samme tur: et klip med havesaksen, så er det sket!

I årenes løb brugte vi mange forskellige midler i Brædstrup: først salt, men det er noget skidt i forhold til miljøet. Så gift af en art, der var rigtig god, men blev forbudt, fordi nogle mente, at børn og hunde kunne dø, hvis de spiste det (vi forsøgte at lade vores schæferhund snuse til det, han gad i hvert fald ikke slikke på det). Søren samlede i et par år spandevis af snegle sammen og druknede dem i en blanding af benzin og vand.

Men det bedste viste sig at være 3-dobbelt salmiakspiritus blandet med vand i forhold 1 – 4, i en blomster-sprøjte, det dør de af øjeblikkeligt, men det kræver, at man finder dem, så vi gik ude om aftenen, når det begyndte at blive mørkt, og om morgenen, hvor det var fugtigt efter duggen, og sprøjtede hundredvis af snegle.

Man skal selvfølgelig også finde dem, før man kan klippe dem, så jeg må til at kigge efter om aftenen. Men jeg fortsætter med giften, for jeg tror, det er pga den, at der ikke er ret mange.

En lille tilgift: jeg fandt også en stor frø! Dem kan jeg godt lide, så den blev ladt i fred.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *