Lige som “i gamle dage”

Ih, hvor har det været en dejlig aften! Nu er her stille igen, og alle “børnene” er taget hjem til sig selv.

Ja, anledningen var Sørens fødselsdag, som kunne have været 80 år i dag, men det var også bare en rigtig dejlig familiemiddag, hvor yngstesønnen og hans familie manglede, fordi de er på ferie i Sverige. Men det skulle jo heller ikke være en “festdag”!

bord

Jeg har ikke haft gæster til middag ret mange gange efter flytningen, men nu skulle det være. Og jeg var i rigtig god tid med forberedelserne, så jeg ikke skulle “stresse”.

Jeg havde planlagt maden sådan, at stegen passede sig selv, tilbehøret blev lavet flere timer før, desserten ligeså, og så var det bare kartoflerne og sovsen til sidst.

Bordet blev dækket i eftermiddags med familiesølvtøjet, “Blå fasan”-tallerkenerne og nogle af min svigermors hæklede servietter (det er så praktisk!). Fint bord – ikke?

Jeg langtidsstegte en svinenakkefilet i stegesoen, den blev sat i ovnen kl 12, krydret og dækket med kruspersille og basilikum. 6 timer ved 120 grader, og så var den så mør, at jeg havde meget svært ved at skære den pænt ud. Det sidste kvarter fik den 200 grader, så den blev brun, efter at jeg hældt kødsaften (der var ingen vand ved) fra til sovs. Sovsen blev tilsat en lille smule fløde, krydret og jævnet med Maizena sovsejævner.

bord 2

Tilbehøret var en fyldig salat, bestående af strimlet spidskål, slikærter og broccoli, alt sammen lige blancheret lynhurtigt og kølet af i koldt vand. Melonterninger, vårsalat og en dressing af olie og appelsinsaft blev tilsat i sidste øjeblik.

bord 3

Det smagte rigtig godt, og ikke mindst de store drenge kunne godt lide det møre kød!

cheesecake

Desserten var en cheesecake, som jeg lavede første gang, da jeg havde besøg af syveninderne fra Brædstrup i maj. Opskrift fra Familie Journalen!  Den er meget lækker (og fyldt med kalorier!). med den klassiske bund af kiks og smør, ostemasse af flødeost (jeg bruger Mascarpone ), og så pyntes den med en kompot af friske bær, der lige har fået et kort opkog + friske jordbær som ekstra pynt. Den blev simpelthen spist op! Og den ligger ellers godt tungt i maven, men det er da dejligt, at de kan lide min mad!

Især mine svigerbørn er meget flinke til at hjælpe med oprydning, så der er kun kaffekopper og glas tilbage til mig selv at vaske af – alt er rent og sat på plads eller i stabler, så jeg selv kan sætte det, hvor det skal være.

Et par timers hyggelig snak om alt muligt, børnene hyggede sig sammen i den anden ende af stuen, og strikkepindene fik også lige en tur!

Det var en dejlig aften.

 

 

 

 

 

 

2 tanker om "Lige som “i gamle dage”"

  1. Hvor er det dejligt at læse dine indlæg. Dejlig med en god familie der bakker op både store og små. Godt at vi kan tilberede i god tid og så selv være tilstede også.

  2. MMMMmmmhhhhh!! Det er lige så mit mundvand løber !! Lækkert! Lækkert!

    Mange søndagshilsner fra Hanne, CH.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *