Jeg havde aldrig forudset, hvor meget en blog som denne kan medføre!
Det var vel egentlig bare for at tilfredsstille min evindelige “skrivekløe”, at bloggen blev startet – på opfordring og med praktisk hjælp fra yngstesønnen for godt 6 år siden. Egentlig et underligt tidspunkt, da det netop var konstateret, at Søren var uhelbredeligt syg, og det derfor var lidt ømfindtligt at skrive om vores hverdag. Men det viste sig, at bloggen løste op for nogle ting, og Søren “brugte” den indirekte ved at opfordre venner til at følge med i, hvad jeg skrev.
Siden er det gået slaw-i-slaw må man sige. I skrivende stund viser statistikken 1.240.966 hits på de 6 år! Man kan vel sige, at jeg har fået en masse nye venner?
Det giver sig udslag i, at jeg meget ofte møder mennesker, som jeg aldrig har set, men som giver udtryk for at kende mig, spørger til Victor og til Diki og kommenterer forskellige ting. Det er bestemt meget sjovt og hyggeligt, men også lidt underligt 😉
Jeg har så også oplevet, at jeg oftere og oftere får spørgsmål (mest i mails) om mange forskellige ting: patchwork selvfølgelig, strik, Grønland – men også madopskrifter! Nu sidst opskrifter på bagværk til diabetikere. Det er jeg altså ikke ekspert i, såvel som alt muligt andet – men det er altid dejligt at udveksle erfaringer. Og kan jeg hjælpe med en opskrift (indenfor copyright reglerne), så gør jeg det gerne.
En helt anden ting, som ikke har noget med bloggen at gøre, er, at efter jeg er flyttet, er der også naboer, der har fundet ud af, at jeg kan hjælpe med nogle ting. F.eks. hvordan man syr lukkekant om et patchworktæppe, eller hvordan man køber noget bestemt garn i en webshop.
Det er alt sammen ganske enkelt hyggeligt!