I en familie som min med 4 søstre er det sjovt at kigge gamle billeder!
Ovenfor er det min Far, der kaster med mig i 1940 på stranden i Nyborg, hvor vi altid boede i sommerhus. Flot – ikke?
Men han øvede sig bare! For her – 6 år senere – er det den 3. datter, Gitte, han kaster endnu højere – og…
..han når at få armene ned! Modig mand, min Far!
Billederne er taget af min onkel, som var pressefotograf, og det sidste var i avisen med teksten: Hvor kommer hun fra?
Ja det er dejligt at, for det er rigtig vigtig for små babyer at blive kastet op i luften, for så bliver deres hovedrejsningsrefleks integreret i deres bevægelses system. Det vat din far nok ikke klar over, men spontane ting er ofte gode. Jeg har i mit arbejdsliv ,trænet motorikken med motoriksvage børn.
Tak Lykke – nej det var jeg ikke klar over. Jeg har nok altid betragtet det som lidt “vovet”, at min far turde dette! Men vi fik i det hele taget en – for den tid – robust opdragelse og blev gode til at klare os selv, i modsætning til vores Mor, som var meget beskyttet! Far var jo spejder.
Det må have været en modig stork, der har givet slip på Dig og en modig far, der har været sikker på at fange Dig! Dine strittende fingre synes at vise os, at Du nok har været den eneste, der har været lidt usikker! ;oD. Godt han fangede Dig, Din far!! ,oD
Hiilsen fra Hanne,CH.
Tak for billedet Hanne ! – det havde jeg helt glemt.
Ja, Far var modig og det var nok helt bevidst at han udsatte os for situationer, der gjorde os robuste. Han var glad for livet, og det inspirerede os ogsaa. Jeg husker mange situationer, hvor han legede med os. F.eks. elskede vi naar vi kunne faa ham til at laegge sig ned paa gulvet og spaende den lovlig store mave, og lade os hoppe op og ned paa den, uden at det gjorde ham det mindste ondt. Vi skulle selvfoelgelig lige proeve om det blev ham for meget, men selv da vi blev stoerre, var han altid med paa den. En god barndom er guld vaerd !