1 år i mit nye liv.

Nu er det 1 år siden, jeg flyttede til Erritsø / Fredericia – tiden flyver af sted.

Og så tænker jeg på, at der var mange, der syntes, det var meget modigt at rive teltpælene op og flytte til en helt anden by end der, hvor jeg havde boet i 34 år. Sådan så jeg ikke selv på det, og det gør jeg stadig ikke. Jeg synes, det var en god beslutning, hvor jeg kom nærmere mine børn (også ham, der bor i Brøndby, for det er nemmere at tage toget her fra), og selvfølgelig var det en lettelse at flytte fra et stort hus og til et meget mindre.

Det bedste er, at huset her passer så utroligt godt til mig – det har jeg tænkt og sagt mange gange! Det ligger både praktisk og hyggeligt, centralt og alligevel lidt tilbagetrukket sammen med 17 andre, beboet af seniorer, der har et passende omsorgsfuldt forhold til hinanden uden at det er “for meget” i en “have”, hvor man kan se rundt på de andre huse, og hvor vi har et hyggeligt fællesskab, der også indebærer nogle arrangementer og mulighed for at låne Fælleshuset til gæster.

Og med mine børns hjælp har jeg fået det indrettet, så det både er hyggeligt og opfylder mine ønsker mht plads til mig og min pladskrævende hobby: patchwork.

Jeg savner mine gamle naboer – ja, men jeg har fået nogle gode nye!

Og jeg savner også mine sy- og strikkeveninder på Søndergården, men jeg har fundet nye måder at dyrke mine hobbies på her.

Så foregår der jo også meget her i byen, og nu i denne weekend skal jeg selvfølgelig deltage sammen med andre fra Aktivitetshuset Depotgården i “Kreative Dage” i Messehallerne, hvor vi vil vise noget af alt det, der foregår i det alsidige hus.

Det allerbedste er stadigvæk, at min familie er så tæt på, at vi helt uformelt og uden transporttid kan besøge hinanden og hjælpe hinanden, og det går heldigvis begge veje!

4 tanker om "1 år i mit nye liv."

  1. Kære Hanne.
    Jeg kan godt forstå, du er taknemlig og føler dig heldig med dit nye” liv – ihvertfald et nyt, dejligt sted, som jeg jo har set. Tæt på noiget af din familie – som du skriver til gensidig hjælp og glæde, og med nye kreative legekammerater, der bl.a har givet dig nye udfordringer med den store quiltemaskine, som du nok skal blive ferm til.
    Og Flittig-Lise er du, som man kan se, når man følger dig her, – det er der rigtig mange der skønner på og glæder sig over, – enten sokker, tæpper eller andet håndarbejde.
    Jeg er selv pensionist – men får ikke lavet meget – så jeg misunder dig, din energi.
    Håber, du må få fart på i mange år fremover. Knus fra Diana

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *