På 5 års dagen for Sørens død er jeg kommet så langt, at jeg kan tænke på dagen og savnet uden at blive beklemt. Jeg er kommet videre, og selv om jeg f.eks. er rigtig glad for, at jeg fik Sørens vielsesring lavet til en sød ring, som jeg bærer med glæde, så har jeg det fint og har lært at leve mit alene-liv.
Men det var alligevel meget hyggeligt, at jeg ved et tilfælde lige så en dejlig video fra vores 40 års bryllupsdag sammen med mit barnebarn Christian, der har “skrivedag” fra gymnasiet i dag og derfor kom fra morgenstunden for at hjælpe med at skifte til vinterdæk på min bil (det er dejligt, at de unge hjælper mig med den slags!).
Vi fik en kop te bagefter og sad og snakkede hyggeligt, og hvordan det nu kom, det ved jeg ikke, men vi snakkede om den udflugt til Romsø, som Søren arrangerede for familien, da vi havde 40 års bryllupsdag i 2004. Den kunne Christian ikke huske, og så ville jeg vise ham billeder på pc’en, men kom lige i tanker om, at jeg da har en video, som Sørens nevø Tune har lavet af billeder, han samlede fra alle deltagerne:
Det var en fantastisk dag, hvor vi mødtes på havnen i Kerteminde, og sejlede med postbåden over til den lille ø Romsø, hvor der ikke længere bor nogen fast.
Vi medbragte en kæmpestor madkurv fra Pejsegården + øl og sodavand, min søster havde sørget for kaffe og rundstykker til formiddagskaffen, samt en meget stor presenning, hvor vi kunne sidde alle sammen:
I det skønneste maj-solskinsvejr gik vi øen rundt og så masser af dådyr og en lille sø med svaner og frøer..
..og den gamle skole:
Jo Christian kunne godt huske det, når han så billederne, her er han sammen med sin fætter Frederik, de er 7 år, og deres grandfætter Anders.
Tilbage på “lejrpladsen” spiste vi frokost og hyggede os, børnene var endda ude at soppe.
Det var en dejlig dag – og som jeg sagde til Christian: “her er resultatet af 40 års ægteskab 😉 ” – ja næsten, for siden er der jo kommet en lille Victor til!
Det er en meget flot video, Tune har lavet, med flot underlægningsmusik, så det var en god oplevelse lige i dag – ved et tilfælde! Hyggeligt at se den sammen med Christian!
Kære Hanne.
Ja, somme tider tænker man, der er mere mellem himmel og jord – jeg oplever også tit ting, på den måde. Og så undres og glædes man – dobbelt.
Ting tager tid – også at komme videre – ved det jo selv – men har det godt nu.
Tankeknus til dig fra Diana
Det var en dejlig dag. Det er godt at have gode minder og billeder at finde frem