Siden engang i sommer har jeg haft muskelsmerter i mine overarme. “Du strikker for meget!” siger el. tænker både jeg selv og andre. Min massør har ikke kunne få bugt med det, som hun har med knuderne i nakken og skuldrene. Det er særlig slemt om natten, jeg har rigtig ondt og har svært ved at finde hvile, selv om jeg har en rigtig god seng.
Jeg var overbevist om, at det var gigt og havde overvejet, om jeg kunne få en henvisning til varmtvandssvømning.
Men så kom jeg til at snakke med yngstesønnen om det forleden. Han får en pille for kolesterol – og ja – det gør jeg så også – siden i sommer!
Han har i modsætning til mig læst indlægssedlen, og han ved, at jeg døjer med kramper i benene om natten (gennem mange år), så han syntes, jeg skulle snakke med lægen om det. Pludselig gik der et lys op for mig: Muskelsmerterne i overarmene begyndte efter, at jeg begyndte med de piller!
Så da jeg var til diabeteskontrol i dag hos sygeplejersken, spurgte jeg, om der kunne være en forbindelse – og det kunne der bestemt! Så jeg skal straks have en anden pille. Der er nogen, der ikke kan tåle “Simvastatin”, som rigtig mange får, det gjorde Søren også i flere år, så jeg tænkte ikke over, at der kunne være noget galt med den.
Jeg må indrømme, jeg er lidt sur over, at der ikke er nogen i sundhedsvæsenet, der har pippet det mindste om dette problem. Jeg ved godt, at jeg skulle have læst indlægssedlen, men jeg passer jo kontrollen hos lægen, og jeg har været på diabeteskursus.
Når jeg nu læser indlægssedlen, så bliver jeg faktisk lidt forkrækket over, hvad den pille kan forårsage. Men mens der tidligere ikke var noget alternativ, har det bare været sådan. Nu er der kommet andre midler, så jeg vil håbe, at jeg ikke har taget varig skade! 😉
Hej Hanne, har du proevet at tage magnesium mod kramperne ? Jeg doejer ogsaa af og til med kramper i benene. En god ven fortalte mig at 500 mg magnesium dagligt hjaelper, og det goer det faktisk. Du kan snakke med laegen om det, men kan sandsynligvis blot koebe det paa apoteket uden recept.
Gitte
Kære Hanne.
Min mand fik også nogen kedelige bivirkninger af kolesterolmedicin. Han fik ledsmerter og mistede finfølelsen i fingrene. Fik et andet præparat, symptomerne forsvandt ikke. Han valgte at stoppe behandlingen, begyndte at dyrke mere motion og spiser fornuftigt (lige som du gør). Hans kolesterol har efterfølgende aldrig været forhøjet. Ofte bliver det livslang behandling man kommer i og der bliver ikke evalueret, medmindre man selv kræver det.
(Det burde jeg nok ikke sige, arbejder selv i sundhedsvæsenet).
Rigtig god weekend fra Odense. Sigrid.
Gitte, jeg har gennem lang tid taget kinin mod nattekramperne, og det hjælper for det meste.
Sigrid, jeg har heldigvis ikke mistet følelser i fingrene, og det er mere muskelsmerter end ledsmerter, jeg har. Nu håber jeg, at det forsvinder, det mente konsultationssygeplejersken.
Du har ret: der bliver ikke evalueret ret meget på den slags behandling, men jeg vil dog sige, at der bliver fulgt godt op på diabetes på flere forskellige måder.
hej Hanne hvis du holder diabetes bladet (hvad jeg kunne forestille mig du gjorde) så står der denne gang en artikkel om statiner som er ny forskning, og er ret interessant, hvis man ellers kan regne med det. God bedring og søndag Ane
Jeg tror, man generelt er godt tjent med selv at tjekke op virkninger, bivirkninger og forligelighed med andre typer medicin. Jeg har ikke oplevet den store interesse for bivirkninger, hverken på specialafdelinger eller hos egen læge – egen læge er dog villig til at ændre præparat, når jeg selv har fundet ud af, at det ikke fungerer sammen 🙂