Hvor er jeg glad for, at Diki ikke er bange for alle de knald, vi hører i disse dage. Der har lige været en lang serie af ret høje brag, der lyder som om det er tæt på, og han reagerer slet ikke!

Jeg lader fuldstændig som ingenting, det er nok også det klogeste!

Når vi går på gaden, og der kommer et brag, giver det et lille sæt i ham og han kigger sig hurtigt omkring “hvad er nu det for noget”, men han er tydeligvis ikke bange – og stadigvæk lader jeg bare helt som ingenting, og så går vi bare videre.

Jeg har haft andre – større – hunde, der var meget bange, når der blev fyret krudt af, og specielt én, en labrador blanding, var så bange, at den en nytårs aften, hvor Søren var syg af lungebetændelse, kravlede op under hans dyne og lå og rystede helt vildt! Vi prøvede også med beroligende piller fra dyrlægen, men det hjalp ikke ret meget. Det er så synd, når de bliver så bange.

Så jeg er vældig glad for, at Diki er “skudfast” !

Og så går jeg i øvrigt ikke ud med ham, når det er mørkt, hvis det samtidig buldrer!