Indtil fejlen vedr. nyhedsbreve på Kludekoner.dk er fundet og rettet, bliver der ikke sendt nyhedsbrev ud.
Men nu begynder jeg at sætte billeder ind igen – efter en uge uden nye billeder – og så må man selv gå ind og se efter nyheder.
Det første billede er et af de smukke puttetæpper, som Birgith og hendes veninde Aase på 90 år har syet ved et formidabelt samarbejde: Aase syr blokkene efter årsmønsteret (her 2014-mønsteret Syskrin), og Birgith skærer til, quilter med Fix & færdig og monterer.
Det er utroligt smukt, og det er Aase selv, der vælger farver blandt sine egne stoffer!
Her er bagsiden, hvor man kan se, hvordan blokkene er føjet sammen efter quiltningen.
Selv om jeg er glad for min blog og heldigvis hele tiden har kunnet skrive her, så er det dejligt igen at kunne vise billeder på hjemmesiden, som mange hundreder besøger. Nu må vi se, om de også finder den uden nyhedsbrevet.