Kogekone

Det er ikke noget, jeg har gået og drømt om – at være kogekone – men nu har jeg tilbudt at vikariere for vores faste kogekone, som én gang hver måned laver dejlig gammeldags mad til os i beboerforeningen i Fælleshuset. Hun er nemlig faldet og har brækket armen – vi hvad skulle vi så gøre? Vi vil nødig undvære den hyggelige fælles spisning.

Det var på tale at bestille et “Stjerneskud” fra Brugsen – men det er jo ikke det samme som et hyggeligt måltid med 2 retter mad en hyggelig aften, hvor flere af os godt kan blive siddende og snakke over resten af den medbragte vin.

Et par stykker af os havde snakket om, at det ellers er sæson for suppe eller gule ærter, og da jeg gik tur med Diki forleden, slog den tanke ned i mig, at jeg da kunne tilbyde at lave gule ærter til os.

Jeg har altid elsket at lave gule ærter, som er en af mine egne livretter – det dufter så dejligt i huset, mens man laver dem, og det er allerbedst, hvis det er til gæster. Så det tilbød jeg, og sådan bliver det.

Der er hver gang, vi har fællesspisning, 2 af os, på skift, der sørger for de praktiske ting som borddækning, afrydning osv, og de 2, som stod for tur denne gang, vil stadig sørge for alt det, den ene af dem vil også lave en dessert, og de vil også hjælpe med at øse op. Jeg skal udelukkende lave de gule ærter og servere dem.

Det glæder jeg mig til! Jeg laver dem selvfølgelig dagen i forvejen, og jeg fandt ud af, at der står en dejlig, næsten ny 12 liters  gryde i Fælleshuset, så sammen med min egen 9 liters gryde er det fint.

Jeg ved også, at mine naboer glæder sig til at få gule ærter i stedet for stjerneskud! Vi bliver 15, så det skal nok blive hyggeligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *