På vores morgentur går vi delvis på Bygaden, der er tæt trafikeret om morgenen med både biler og skolebørn til fods og på cykel, men vi skal ikke krydse vejen, så Diki går i flex-snor og holder sig pænt på fortovet, mens han “læser aviser” meget koncentreret og får gjort det, han skal.

I dag lagde han an til at gå over vejen flere gange, så jeg måtte bremse ham, og jeg forstod ikke, hvad han ville derovre?

Indtil jeg fik øje på, at Christina gik på det modsatte fortov en smule foran os!

Han ville selvfølgelig over og hilse på hende, som han er meget glad for. Han sagde ingenting, og han stod også pænt på fortovskanten, men der var ingen tvivl om, at han ville over.

Jeg kaldte på hende, og da der var en fodgængerovergang lidt længere henne, gik vi over, hvor hun fik en meget  kærlig morgenhilsen.

Diki er lidt reserveret overfor fremmede – både hunde og mennesker – indtil han får set dem an. Men familien – både hunde og mennesker – de er stjerner i hans øjne, og de får meget hjertelige og glade “knus”.