Sidste torsdag i hver måned spiser vi i Fælleshuset, og det er altid rigtig hyggeligt. En kogekone laver god gammeldags mad til os (det var hende, jeg vikarierede for sidste måned), og i aften har vi fået skøn gammeldags oksesteg efterfulgt af citronfromage!
Vi havde generalforsamling i andelsboligforeningen inden spisning denne gang, så vi var næsten fuldtallige.
Vi har selv drikkevarer med, og prisen er altid lav – men i dag var det en gratis omgang p.g.a. generalforsamlingen! Der bliver også sunget efter højskolesangbogen, og der bliver hygget og snakket. Det er en god aften, og det er med til, at vi kommer hinanden ved.