Pause i haven

Det har været en særdeles produktiv dag – selv om noget af den er foregået med TV og dronningefødselsdag som bagtæppe!

Jeg nåede en times havearbejde og fik slået græsplænen for første gang i år (nåh ja: græs/mos-plænen!), fik klippet roserne lidt ned og fjernet de sidste beskyttende grangrene, så den “grønne spand” blev fyldt op til tømning i morgen.

kamelia

Og Kameliaen folder sig mere ud dag for dag – den er SÅ smuk

kamelia 2

Og den myldrer med knopper! Jeg er så glad for, at den har klaret vinteren!

Og så havde vi endda Banko-spil i Byhaven i eftermiddag – sidste gang i denne sæson – for én gangs skyld privat, fordi Trefor havde lukket for varmen pga reparation hele dagen, og så er der for koldt i Fælleshuset, så vores alderspræsident lagde hus til – det var hyggeligt.

Jeg er normalt ikke særlig heldig, men i dag fik jeg banko 3 gange! Den første gang på værtindens kort, som jeg passede. Vi har 3 kort hver, men da hun ikke ser så godt, passer én af os andre ofte det ene af hendes kort, og hun var meget heldig i dag, for udover, at jeg fik banko for hende, fik hun også selv banko 2 gange!

Jeg fik selv banko på 1 række én gang samt banko på sidste spil, hvor vi spiller om en flaske god vin på en fuld plade. Så det var en heldig dag.

Dejligt med lidt fællesskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *