Så fik sjælen ro! Den bedste dametøjsforretning i Fredericia startede ophørsudsalg i går (den lukker ikke, men skifter ejer) – og den første dag på et udsalg gider jeg ikke!
Men jeg havde bestemt, at jeg skulle have noget nyt sommertøj, så i dag tog jeg turen – og det er vist meget godt, for det går stærkt, kunne jeg forstå. T-shirts med “bling-bling” f.eks. er næsten væk bare på de 2 dage. Det var så ikke så meget det, jeg gik efter.
Nederdele, stumpebukser og lette bluser var målet. Og pludselig opdagede jeg, at “den blå pige” dukkede op igen. Jeg har næsten altid gået i blåt, men i takt med skift af hårfarve har jeg i de senere år haft sort, rødt og pink. Det har jeg stadig, men i dag var det altså det blå, der trak.
2 nederdele, 2 par bukser og 3 bluser – det meste af det kan mikses. Det, jeg købte sidste år ved samme tid, var også noget, der kan mikses, bare i sort og rødt, og så i en lidt finere stil, fordi der var så mange fester i udsigt. Det har jeg haft og har stadig meget glæde af – så sent som til Ebbes konfirmation for en uge siden. Det er fint at kunne blande.
Jeg synes, det kan være helt uoverskueligt, når det hele i sådan en butik er på udsalg! Men jeg fik da pillet noget af bøjlerne og gik i prøverum. Dog var det først, da jeg fik hjælp af en dygtig ekspeditrice, at det rigtige kom frem. Det er guld værd med kompetent hjælp! Jeg havde flere par stumpebukser på, men havde en fornemmelse af, at de var for store, og ganske rigtigt: da hun så dem på, sagde hun straks “nej, der er for megen lårvidde i dem”. Det kan man ikke rigtig se selv, og slet ikke, når man inden i hovedet stadigvæk er “lidt for stor”, selv om man har tabt sig. Og dem, hun så kom med, ville jeg aldrig selv have taget, for jeg troede, de var for små! Det var de ikke. Og den flotte, stribede nederdel til venstre blev også først helt rigtig, da hun fandt en T-shirt (med bling-bling), der passer perfekt!
Jeg kan godt lide, at når man køber nyt tøj, så behøver man ikke købe mere, for der er til hele sommeren – selvfølgelig kombineret med det røde, sorte og pink og de blå og råhvide bukser, jeg har i forvejen!
Tak for i dag!