God mad

Det er altid rigtig god mad, vi får, når vi har fællesspisning i Byhaven, som vi havde i går aftes. Vi har en kogekone til at lave maden, og så går det på skift imellem os at dække bord, rydde op osv, og det er de 2, der har “turen”, der suverænt bestemmer, hvad vi skal have at spise.

Det er ofte steg eller suppe, og så en god dessert, f.eks. citronfromage eller is. I går fik vi for en gangs skyld fisk, nemlig ovnbagt laks med hollandaisesauce og grøntsager – det var vel nok dejligt! Alle nød det! Og så Grethes fantastiske hjemmelavede is til dessert.

Vi har selv drikkevarer med, så bestemmer man jo selv, om det skal være øl, sodavand, hvid- eller rødvin. Og kaffe med småkager bagefter.

Det er meget hyggeligt, og de fleste bliver det meste af aftenen og får en god snak om alt muligt. Som den eneste har jeg mit strikketøj med – det har de vænnet sig til, og vi får da også lidt snak om, hvad jeg nu strikker – om jeg godt kan strikke mønster samtidig med, at vi snakker osv.

Det er godt i sådan en andelsbolig forening, at man har lidt socialt sammen. De fleste af os render ikke ud og ind ad dørene hos hinanden, men på denne måde har vi alligevel et fællesskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *