Der må grines!

Vel hjemme igen efter tur til Fjordmark i Kollund – og en omvej!

Det var rimeligt vejr at køre i – indtil jeg kom syd for Kolding, så kom regnen, og den blev kraftigere og kraftigere, jeg vil næsten kalde det skybrud på et tidspunkt.

Trafikken var stille og rolig, men der var mange store lastbiler, og de sprøjter, når det er sådan et vejr. Vinduesviskerne gik på højeste gear – og jeg måtte jo uden om alle de store biler. Jeg kom forbi Åbenrå – tak, så er der ikke langt igen, og ud af den ene øjenkrog så jeg, at der var politi og kontrol i den nordgående retning, hvor alle store biler blev dirigeret ind på en lille rasteplads.

Og så !!! Så opdagede jeg, at afkørslerne var skiltet på tysk!

Ja, grin bare, men jeg havde krydset grænsen uden at opdage det, og var kørt forbi afkørslen til Krusaa, som jeg ellers har kørt mange gange.

Det var selvfølgelig pga regnen og lastbilerne, som jeg kørte ved siden af, men kors, hvor føler man sig dum!

Så var det bare om at finde ud af komme fra motorvejen og finde en vej tilbage til modsatte retning.

Jeg var kommet 8 kilometer syd for grænsen, så det gav ca ½ times forsinkelse med det hele.

PS tolderne var ikke interesserede i at snakke med mig, da jeg nu kørte igennem deres kontrol – jeg havde ellers glædet mig til at give dette svar på deres spørgsmål om, hvad jeg havde i bilen: “Stoffer!”

4 tanker om "Der må grines!"

  1. Griner stadig 🙂 men surt at køre for langt, havde du husket pas 😉 ? Jeg ville også godt have set toldernes ansigtsudtryk, hvis du havde sagt STOFFER 😀 . Vi er jo mange stofmisbrugere, på den gode måde, i vores lille land.

  2. Nej, jeg havde ikke passet med! Jeg havde jo ikke regnet med at skulle derned! Det er da godt, man kan grine ad det.

  3. Du kunne da bare have kørt ligeud videre! Så var Du da havnet hos mig nogle timer senere! Jeg har også 3 maskiner og masser af stoffer, så Du havde ikke fået abstinenser!!
    ;oD

    Hanne i CH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *