De kan snart ikke være der mere, de 5 solsorteunger, som bliver fodret med kraft-foder i form af orme, som mor og far flyver i travl rutefart med dagen lang – og langt ud på aftenen.

De ligger alene nu og venter, til én af forældrene lander, så ryger alle 5 hoveder op på strakte halse og med gabende næb (hvordan finder forældrene ud af, hvem der skal have denne gang?)

Men når der så kommer en vældig tordenskylle, så kommer mor alligevel og lægger sig beskyttende på de store unger.

Det er hyggeligt at kunne følge med på så tæt hold. Nu kender de mig, og vi kigger hinanden i øjnene flere gange om dagen, både mor og unger – mens far er mere nervøs og skælder ud, mens han flyver væk, hvis jeg dukker op, når det er ham, der fodrer.