Der er ikke meget krudt på batterierne efter et helt fantastisk Tæppetante-træf!!!
Jeg gik nærmest om kuld, da jeg kom hjem, men her er lidt stemningsbilleder.
Mens vi venter på deltagerne, har et hold fantastiske hjælpere travlt med at fordele opgaverne imellem sig. Et hold Kolding-quiltere havde tilbudt sig som hjælpere – og det skulle vise sig, at de var guld værd!
Alt var klar, og hen over “tag-selv-bordet” med stoffer, som skulle deles ud senere, blev medbragte tæpper lagt.
Og efterhånden som deltagerne kom med favnen fuld af flere tæpper…
..blev veteranbilerne næsten begravet i tæpper!
Der var helt fyldt ved bordene..
..og da gaverne = poser med 12 fat quarters blev delt ud, var det næsten som juleaften:
Efter lækker frokost og demonstrationer af mønstre og teknikker, samt sightseeing i værtindens fantastiske systue, åbnede “tag-selv-bordet:
..med masser af donerede og arvede stoffer…
..blokke og UFOer, som der var god afsætning på.
Samt et helt bur fuld af store ruller med ensfarvede stoffer. Der var også mellemfor (vat) i store mængder + bagsidestoffer i 3 meter stykker. Alt sammen til at tage af, så meget man ville!
Sikke et syn! Vi modtog 104 – ethundredeogfire! – færdige puttetæpper og masser af toppe til quiltning. Det var helt vildt!
Så der fulgte en større fotosession efter gildet. Og igen var hjælperholdet helt uvurderlige til at holde tæpper og lægge dem sammen igen.
Og hvordan får man så så mange tæpper transporteret videre? Jo 3 biler blev helt proppet med tæpper. Den ene med 4 hjælpere og tæppetanter blev fyldt op, så alle undtagen chaufføren sad på 3-4 tæpper hver, foruden et fyldt bagagerum – der var faktisk 32 tæpper alene i den bil! De havde en fest!
Sikke en dag!
Hej Hanne!
Åh hvor ser det godt ud med alle tæpperne, de kan glæde mange børn.
Kommer Projekt Puttetæpper til Midsommer marked i Korsør?
MVH Jette Nielsen
Jatte Nielsen – ja, Projekt Puttetæpper er inviteret til at være med på Kreativt Midsommer Marked i Korsør 20.-21. juni 2015 og er der begge dage.
Jeg er dybt imponeret. Sikke en dag!
Hold da op i flæserne, hvor er der mange smukke tæpper. Det er jo lige som Aladdins hule. Kan godt forstå at du er glad og træt. Knus og hilsner til dig og Diki fra
fru Jensen
Gudhjem