Tur – retur og så igen, for at få et nyt kørekort.

Jeg skal have mit kørekort fornyet, og jeg er lige netop uheldig med min alder, så jeg ikke kan undgå lægeattest. Der er ellers kommet nye og mere lempelige regler, så man først senere skal lægetestes.

Det er der ikke noget at gøre ved, så jeg havde fået tid hos min læge – eller rettere konsultationssygeplejersken, som jeg i øvrigt også kender bedre end lægen, fordi det er hende, kontrollerer min diabetes. Og hun kunne så se resultat af øjenlægens test af mine øjne – troede hun! For det vat godt nok lagt ud på en side på nettet, hvor læger kan se forskellige oplysninger om deres patient, men det så ud til at være oplysninger fra 2013! Selv om jeg havde bedt om, at det blev lagt ud, netop pga det her med kørekortet.

Nå, hun lavede så sin egen synstest, og den var fin. De demens-prøver, hun SKAL lave i min alder (hun var helt forlegen!) var heller ikke noget problem! Jeg kunne (selvfølgelig) både huske det, hun havde sagt, og jeg kunne tegne et ur og sætte klokkeslæt på. Det virker til grin, når man er frisk, men det er jo netop for at fange en begyndende demens, at man laver disse tests, det forstår jeg bestemt godt.

Men jeg havde ikke noget billede med, for det havde jeg fået at vide, at jeg kunne få taget i Borgerservice. Problemet er bare, at lægen skal stemple billedet og attestere min underskrift. Så jeg kunne heldigvis nå ind til Borgerservice på rådhuset, få taget billede, køre retur til lægehuset og tilbage igen med lægeerklæring og billede i en lukket kuvert.

Så nu har jeg et foreløbigt kørekort, og der kan godt gå op til 3 mdr., før jeg får det rigtige, fik jeg at vide. Nåh ja, hvis jeg så bare får det. Det skal omkring embedslægen, og jeg har desværre flere dårlige erfaringer med, hvad læger kan lave om på, både fra min søn og en anden god bekendt, som i øjeblikket oplever helt horrible fejltagelser og undladelser i de undersøgelser, hun gennemgår for at finde ud, hvad hun fejler.

Jeg må være optimistisk! Jeg vil nødigt undvære mit kørekort!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *