Skiftedag

Lige om lidt bliver min “gamle” symaskine afhentet – den var nemlig med i handelen…

symaskiner

…da jeg købte ny PFAFF symaskine!

På mange områder er de 2 maskiner ens, de har begge alle fordelene med overtransportør, bred arm (hvor der er bedre plads, når man quilter et tæppe), de er elektroniske og har mange forskellige trykfødder og mange flotte sømme.

Jeg har haft PFAFF siden 1979, hvor jeg fik en rigtig god, solid maskine, som jeg havde i 20 år, uden nogen form for reparationer! Den eksisterer stadigvæk hos min svigerdatter, der fint kan sy reparationer og hvad hun har brug for. Derefter havde jeg en god PFAFF, mindre end disse, i 10 år, og den var jeg også glad for, den kunne meget mere end den gamle, og var ligesom den mekanisk.

PFAFF Quilt expression 4.0 har jeg haft i 6 år, den er elektronisk, den brede arm, flotte sømme og overtransportør. MEN den er, så vidt jeg har forstået, af den første årgang af denne model, og har dermed altid haft nogle “børnesygdomme”, som mange har døjet med. De udbedredes med en efterfølger “4.0”.

Men denne PFAFF performance 5.0 er ikke bare en forbedring. Den har de gode funktioner + mange flere nye. Jeg har ikke brugt den endnu, bortset fra afprøvning ved købet, men det var meget overbevisende, hvilke ting, der er nyt og bedre.

Funktionerne aktiveres ved “touch” og ikke ved knapper, og den kan simpelthen meget mere end 4.0.

Så jeg tog en hurtig beslutning, efter at have tænkt over det i lang tid, og fik den demonstreret på Kreativ Midsommer Marked i Korsør sidste weekend, hvor Morten Kyndbøl deltog med sin symaskinebus og en stand med forskellige mærker i symaskiner. Morten Kyndbøl har et rigtig godt ry for sin gode service, og jeg var også meget godt tilfreds med demonstrationen og den garanti, han giver. Jeg tror nok, han var overrasket over, hvor hurtigt jeg besluttede mig, men jeg er generelt ikke længe om at tage en beslutning, når der er noget, jeg gerne vil.

Så når jeg nu bliver færdig med at pakke den sidste omgang puttetæpper og har fået lavet adresseliste, inden de bliver  afhentet af min søn og svigerdatter, som har plads til dem i campingvognen, og kører dem til Kildemose ,  – SÅ skal jeg sy! Jeg har flere UFO’er, som andre har syet, liggende til færdiggørelse, og jeg har også flere projekter i hovedet, som jeg skal lege med hen over sommeren!

Jeg glæder mig! Jeg skal ikke holde ferie (det har jeg jo hele tiden), og jeg er ikke særlig rejse-syg, så jeg har det fint med at give mig selv en ny, rigtig god symaskine til en rimelig pris.

2 tanker om "Skiftedag"

  1. Kære Hanne. Hjertelig held og lykke med din nyerhvervelse. Jeg håber du bliver glad for den, og er spændt på at høre, om du er tilfreds.
    Har selv en Pfaff med overtrans og utallige mønstre, som jeg aldrig bruger. Til gengæld har min gamle FDB-maskine et stingmønster, den anden ikke har, som jeg bruger til bestemte opgaver.
    Men jeg overvejer også en ny, da min har tastatur i “armen”, hvilket bevirker, at hvis man lige har gang i en bestemt søm, men kommer til at strejfe f.eks. knaphuls-knappen, syr den jo ikke det man tror, og det er træls.
    Mon denne symaskinebus kører rundt til kunder eller kun til træf og messer?
    Jeg orker ikke Århus, – det er ikke til at parkere i nærheden af en butik.
    God sy-week-end. Du er nok udenfor pædagogisk rækkevidde : )
    Knus fra Diana

    • Jeg tror bestemt, at jeg bliver glad for denne maskine, og det er ikke tastatur i armen, men på displayet, det er smart.
      Jeg ved, at Kyndbøl kører med sin bus mange steder, og han har kontakter igennem flere butikker, men ikke i Jylland, så vidt jeg ved, det vil han ellers gerne! Prøv at ringe til ham i Odense.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *