Puh ha, nu kan vi trække vejret igen, aftenluften er ikke så kvælende længere! – og så venter vi på den lovede regn – “skybrud” oven i købet, siges det. Lad os nu se.

I disse dage har jeg alle vinduer og døre åbne for at give luft, undtagen fordøren. Der er en dør fra stuen til terrassen/baghaven og også én fra arbejdsværelset, som jeg sjældent bruger. Men den er også åben i varmen, og det udnytter Diki, for han opholder sig meget i arbejdsværelset, hvor han har en sækkepude.

Han ved godt, at jeg ikke vil have ham til at stå og gø på terrassen, til irritation for naboerne. Så hvis han gør det, f.eks. mens jeg spiser i spisekrogen, så går jeg ud ad terrassedøren for at få ham til at holde op.

Men – hov! – så står han bagved mig og ser meget uskyldig ud! Hva’ nu? Han er jo ikke ude – og helt uskyldig!

Den lille filur! Han går ind ad den anden dør og kommer dermed bag på mig! Ha! Han er ikke så dum!