Nu regner det for alvor – det er ventet! Der har været regn alle mulige andre steder den sidste uges tid, men ikke her, det er højst blevet til en smule finregn og ganske kort.
Der er så tørt i min lille have, så jeg vander hver dag, men græsplænen må undvære – den lille plæne, jeg har.
Sjovt: på Facebook får man sommetider billeder – kaldet “minder” om samme dato sidste år eller flere år tilbage, og der var i dag et “minde” om dagen for 2 år siden, hvor jeg skriver, at nu er min næste bolig NÆSTEN på plads. Tjah, 2 år siden! Og der er så et billede (ejendomsmæglerens) af huset, og der er der ikke ret meget af det, der pynter og fylder nu, f.eks. den store rhododendron midt på græsplænen, som jeg havde med mig, da jeg flyttede ind sidst i oktober. Men huset havde jo også stået tomt i over 1 år – men var i øvrigt meget velholdt, også haven.
Det var helt sikkert det rigtige hus, jeg valgte!