Jeg nåede lige indimellem de store tæpper – eller måske rettere om aftenen foran TV – at sy nogle blokke til årets blok-lotteri på Træf.
Faktisk nåede jeg at sy 7! Alle sammen syet af diverse rester, og jeg synes, det er sjovt at sætte dem sammen, så de bliver rigtig flotte:
Hvis nu nogen synes, at de ikke passer sammen – så er det helt rigtigt. Det er jo meningen, at de skal sættes sammen med blokke, som andre har syet og afleveret i en kasse ved indgangen til Træffet. Hjælpere sorterer dem og hæfter dem på et stykke stof eller vlies i et antal og helst med et udseende, så det ligner et tæppe. Så mine blokke skal ikke i det samme “tæppe”. Det kommer selvfølgelig an på, hvor mange blokke, der er afleveret, og jeg håber da, at det er mange.
Hver blok har chancen for at være vinderblok, og den der har syet vinderblokken, får alle blokkene til det tæppe, som blokken er en del af.
Sidste år vandt jeg 24 blokke til et tæppe. Da havde jeg afleveret 6 blokke, hvoraf de 4 var i det vundne tæppe, så supplerede jeg ved 6 blokke, så der blev 30 blokke til dette tæppe:
Så nu er det spændende om én af disse 7 blokke kan vinde et nyt tæppe til mig?